Praktikant til Århus

Tilbage til oversigten

Er du vild med at skrive, og interesserer du dig for strategisk kommunikation og mediekontakt? Nu har du muligheden for at komme væk fra de støvede bøger og prøve at arbejde med PR og kommunikation i praksis.

GCI Mannov Århus søger en praktikant til efteråret 2007. GCI Mannov er Danmarks største PR-bureau med 70 konsulenter fordelt på kontorer i København, Århus og Malmø. Vi er et full-service bureau, der dækker alle ydelser på PR-paletten, og vi arbejder med PR på såvel strategisk som udførende plan. Vores kunder er både små og store, nationale og internationale.

Arbejd, arbejd…
Du vil komme til at indgå i teamet på 7 konsulenter på lige fod med dine kolleger. Som praktikant gennemgår du et introduktionsforløb, men vil samtidig blive kastet ud i opgaver fra dag 1.

Dine opgaver spænder fra research og analyser over formidling af pressemeddelelser, artikler og informationsmateriale til interviews og kundekontakt. Du kommer altså både til arbejde bag linierne og helt fremme i forreste række. Du kommer til at deltage i såvel strategiske som udførende opgaver i forbindelse med PR. Nogle opgaver vil sikkert interessere dig mere end andre, så du får mulighed for at påvirke, hvad dine opgaver bliver – afhængig af talenter og interesser. MEN… Du kommer ikke til at hente kaffe – det sørger vi selv for.

Mod på masser af udfordringer
Vi forventer, at du har en bachelor og går på en af de videregående kommunikationsuddannelser. Du skal brænde for at skrive, da det er en stor del af jobbet. Sprogfærdigheder indenfor engelsk er en fordel. Desuden skal du være selvstændig, da du oftest får ansvar for dine egne opgaver – under kyndig vejledning af en af dine kolleger, når det er nødvendigt. Vi vil bruge dig som en ressource og en fremtidig konsulent – ikke en sekretær.

Har du lyst til et praktikophold, hvor vi ikke bare giver dig ansvar, men også forventer, at du påtager dig det? Har du lyst til et udfordrende miljø, hvor det hele til tider brænder på, mens der næste dag er masser af tid til at nå det hele? Vil du lære at skrive og tænke strategisk i forhold til medierne og virksomhedens interessenter?

Praktikperioden løber fra august til december 2007.

Skriv et svar