Danmarks største PR-bureau får nyt internationalt netværk og forenklet navn
GCI Mannov dropper forbogstaverne og hedder fremover ganske enkelt Mannov. Navneskiftet sker i forbindelse med, at Mannov har indgået en aftale med det verdensomspændende Ogilvy PR-netværk om at blive netværkets fremtidige repræsentant i Danmark med kontorer i København, Århus samt Malmø.
Ogilvy Public Relations har 82 kontorer på verdensplan og har internationale kunder som Disney, Unilever og Novartis. Ogilvy PR hører – ligesom Mannov – med til WPP koncernen.
”Aftalen med Ogilvy PR er en ideel mulighed for Mannov. Ogilvy PR har et stærkt internationalt netværk i Europa og USA og går for at have det bedste PR-netværk i Asien af alle. Ligeledes vil Ogilvy’s 360 graders indgang til kunderne i Danmark komplementere os godt ”, udtaler Steffen Lüders, administrerende direktør i Mannov.
Landechef for Ogilvy i Danmark, Karen Østergaard, glæder sig også over samarbejdsaftalen.
”Det er absolut en styrkelse af Ogilvy, at Danmarks førende PR-bureau bliver en del af familien. Vi har allerede stærke kompetencer indenfor digitale løsninger, dialog, healthcare, in-store og brand opbygning - så PR er en længe ønsket brik som falder på plads. Vi glæder os meget til at kunne tilbyde vores kunder de kompetencer, Mannov rummer”, siger Karen Østergaard.
Mannov har hidtil været medlem af PR-netværket GCI. Baggrunden for udskiftningen af netværk og det nye navn er fusionen mellem GCI og PR-netværket Cohn & Wolfe, som fandt sted sidste år. Det fusionerede netværk bliver videreført under navnet Cohn & Wolfe.
I København findes der allerede et Cohn & Wolfe bureau, som er et søsterselskab til Mannov. Dette bureau bliver i fremtiden den eneste repræsentant for det nye forstærkede Cohn & Wolfe netværk.
Fakta om Mannov og Ogilvy PR:
- Mannov blev etableret som Mannov Consult i 1975.
- Med 51 medarbejdere er Mannov Danmarks største PR-bureau.
- Mannov i Malmø blev etableret for 10 år siden og er med sine 8 medarbejdere et af Sydsveriges største bureauer.
- Mannov tilbyder specialiserede services inden for områderne Public Relations og Public Affairs.
- Læs mere om Mannov på www.mannov.dk.
- Ogilvy PR blev etableret i 1980 som en aflægger af reklamebureauet Ogilvy & Mather.
- I Europa har Ogilvy PR kontorer i 22 byer i 18 lande. Mannov bliver det andet kontor i Skandinavien. Det første ligger i Stockholm.
- Så tidligt som i 1982 etablerede Ogilvy PR afdelinger i Indien, og i 1992 åbnede man det første kontor i Kina.
- Læs mere om Ogilvy Public Relations Worldwide på www.ogilvypr.com.
